Gå til sidens indhold

Erfaringsblad fra BYG-ERFA skal hindre tagkollaps

BYG-ERFA har i sit erfaringsblad ’Store tagspær - tværafstivning og tagkonstruktioner’ samlet den vigtigste viden til at undgå tagkollaps.

Sammenstyrtet tag_Foto BYG-ERFA.jpg
En tagkonstruktionen kan pludselig kollapse på grund af manglende tværafstivning i tagkonstruktionen. Det vil BYG-ERFA gerne forhindre med sit erfaringsblad. Foto: BYG-ERFA

Når træspær i store tagkonstruktioner ikke er afstivet korrekt, kan de styrte sammen. Det er både dyrt og kan i værste fald skade personer eller koste menneskeliv. I erfaringsbladet ’Store tagspær - tværafstivning og tagkonstruktioner’ har Fonden BYG-ERFA samlet den vigtigste viden til at undgå kollaps.

”Helt generelt er det vigtigt, at alle parter, der er involveret i byggeprocessen, er opmærksomme på at sikre korrekt tværafstivning af hele tagkonstruktionen, da dette vil kunne modvirke sammenstyrtningerne. Dertil kommer, at det også er vigtigt, at valideret, byggeteknisk viden – som den vi præsenterer i erfaringsbladet – kommer i spil allerede i projekteringsfasen.” siger direktør i BYG-ERFA Susanne Pouline Svendsen.

BYG-ERFA indsamler, bearbejder og formidler byggetekniske erfaringer fra byggeriets praksis og forskning.

Tværafstivning af tagkonstruktioner har to formål

Ifølge Susanne Pouline Svendsen har tværafstivning af tagkonstruktioner grundlæggende to byggetekniske formål:

”Tværafstivning skal sikre, dels at vandret vindlast på langs af bygningen kan optages og føres til facaderne, dels at trykpåvirkede dele af spærene fastholdes mod udbøjning i den svage retning. Især det sidstnævnte er meget vigtigt, fordi spær med stort spænd oftest udføres med blot 45 mm brede planker, som kræver betydelig tværafstivning for at kunne optage de store trykkræfter i spærhovederne og i de trykpåvirkede gitterstænger.”

I erfaringsbladet ’Store tagspær – tværafstivning og tagkonstruktioner’ redegør BYG-ERFA’s fageksperter netop for, hvorfor og hvordan tagkonstruktioner udført med træspær – ofte med løs top – altid skal tværafstives for at kunne optage vind-, sne- og egenlaster.

Du kan i erfaringsbladet bl.a. også læse om:

  • Principper for tværafstivning
  • Vindlast
  • Lodret last
  • Trykpåvirkede gitterstænger
  • Opstilling af spær
  • Spær med løs top
  • Reglementer for trækonstruktioner
  • Hvem der har ansvar for, at projektmaterialet omfatter en konkret fremgangsmåde til tværafstivning af spærene.
Læs mere

Om store tagspær - tværafstivning og tagkonstruktioner

Læs hele artiklen om erfaringsbladet ’Store tagspær - tværafstivning og tagkonstruktioner’ i Konstruktøren nr. 4 - 2019 på side 10.

Læs mere i Konstruktøren
BYG-ERFA

Vigtig viden til at undgå tagkollaps

Erfaringsbladet ’Store tagspær - tværafstivning og tagkonstruktioner’ har til formål at undgå at tagkonstruktioner styrter sammen.

Du kan bl.a. læse om principper for tværafstivning, vindlast, lodret last, trykpåvirkede gitterstænger, opstilling af spær, spær med løs top og få henvisninger til reglementer for trækonstruktioner.

Læs mere:

Erfaringsblad