Gå til sidens indhold

KF i fælles opråb: Danmark skal styrke broen mellem forskning og praksis

Hvis Danmark skal have fuld værdi ud af investeringerne i forskning og innovation, skal der et stærkere fokus på de erhvervsrettede uddannelser og det praksisnære vidensgrundlag, lyder det i et fælles opråb, som Konstruktørforeningen er en del af.

Thisisengineering Un 9Uxo8j3g Unsplash
Billede: Unsplash

Danmark investerer massivt i forskning og innovation. Med den flerårige aftale om forskning og innovation har Folketinget sat en ambitiøs retning for dansk vidensudvikling, grøn omstilling, teknologi og produktivitet.

Men ambitionerne risikerer at miste gennemslagskraft, hvis den nye viden ikke i højere grad kommer ud og virker i praksis.

Det er hovedbudskabet i et fælles opråb, som Konstruktørforeningen er en del af i et indlæg i Uddannelsesmonitor den 8. maj 2026. 

Indlægget kan læses af alle her

Konstruktørforeningen peger der på, at Danmark har et strukturelt hul i det led, der skal omsætte forskning og ny viden til konkrete løsninger i virksomhederne – ikke mindst i de små og mellemstore virksomheder.

SMV’er udgør 99 procent af virksomhederne i Danmark, men har i begrænset omfang egne forsknings- og udviklingsaktiviteter. Samtidig har de et stort behov for at kunne anvende ny teknologi, ny viden og nye metoder for fortsat at kunne konkurrere både nationalt og internationalt.