Når byggeri er sød musik: Konstruktørstuderende Andreas er med i Melodi Grand Prix
For Andreas Kruse er der mange ligheder mellem byggeri og musik. Derfor har han valgt et liv med begge dele. På lørdag sætter han konstruktørstudiet på pause for at deltage i Dansk Melodi Grand Prix.
Af Camilla Beer Arnsberg, kommunikationsansvarlig i KF.
Lyt til Andreas Kruses Melodi Grand Prix-sang i bunden af artiklen.
På lørdag går Andreas Kruse på scenen som én af de otte kunstnere, der konkurrerer om at vinde Dansk Melodi Grand Prix 2025.
I dagene op til har han dog ikke kun travlt med at sørge for, at både toner og koreografi sidder lige i skabet. Andreas Kruse skal nemlig også færdiggøre sin specialerapport som bygningskonstruktørstuderende på 7. semester på KEA.
”Jeg skriver om danske brandkravs påvirkning på træbyggeriet og om, hvordan vi kan implementere præaccepterede løsninger og øge den offentlige publicering af brandtests, så vi kan øge videndeling på området,” fortæller Andreas Kruse.
I 2018 vandt Andreas Kruse talentprogrammet ”X Factor” som en del af sanggruppen Place On Earth, og siden 2022 har han jongleret en musikkarriere og konstruktørstudiet.
”At starte på konstruktøruddannelsen er nok én af de mest velovervejede beslutninger, jeg har taget. Musik og byggeri stimulerer noget af det samme i mig. Bygningskonstruktion rummer mange kreative aspekter og blik for planlægning og processer, ligesom en sang er en konstruktion, og musik er et håndværk,” fortæller han.
Musik og byggeri i parløb
Andreas Kruse Grand Prix-rejse startede i sommeren 2024, hvor årets sange blev udvalgt. Siden har han i stigende grad brugt tid på alt fra kostumer og koreografi til indspilning og interviews. Samtidig har han været i praktik på en tegnestue og medvirket i et projekt med at omdanne ventilationsrør til tagbeklædning.
”Det har været et langt forløb med dobbeltfuldtid,” siger han.
Musikken og byggeriet har altså kørt parløb i Andreas Kruses liv i de seneste år, og når afgørelsen falder på lørdag, får det derfor også betydning for, hvilket spor der kommer til at fylde mest i den kommende tid.
”Hvis jeg vinder på lørdag, vil min nærmeste fremtid nok indeholde mere musik. Men uanset hvad skal jeg tilbage og færdiggøre min bachelor. På sigt kan min karriere blive 100 % musik, 100 % konstruktør eller en blanding af de to. Og det sidste er nok det, jeg drømmer mest om.”
Både tegnestuen og studiekammeraterne har meldt, at de kigger med og hepper på ham, når Andreas Kruse på lørdag dyster om at vinde ikke kun Dansk Melodi Grand Prix 2025, men også en billet til at repræsentere Danmark ved årets Eurovision, som afholdes i Schweitz til maj.
Uanset hvad resultatet bliver, har Andreas Kruse dog noget at fejre på lørdag, fortæller han:
”Faktisk er det også min fødselsdag på lørdag. Selvom jeg ikke tør regne med noget, ville det da være en ganske fin fødselsdagsgave at gå hjem som vinderen”.