Gå til sidens indhold
OK18

Statsansatte: Vi fik en løsning for alle

Så lykkedes det også her til eftermiddag lørdag den 28. april at få et forlig for alle statsansatte. Dermed er risikoen for en konflikt afværget, og målet om at få 'en løsning for alle' er nået.

Foto: Phillip Davali
Foto: Phillip Davali

Efter knap 300 timer i Forligsinstitutionen har forhandlerne for de statsansatte indgået en overenskomstaftale. Dermed er en konflikt afværget.

”Jeg er utrolig glad for, at vi kom helt i mål, så vi nu har en løsning for alle offentligt ansatte. Et stærkt fællesskab har bragt os hertil”, siger de statsansattes forhandler Flemming Vinther, der især glæder sig over, at det på statens område lykkes at sikre den betalte spisepause for alle og en lønudvikling, der følger lønudviklingen på det private område.

”Det er en kæmpe sejr for alle, der har stået sammen om en løsning for alle, at vi nu også er i hus med en overenskomst for statens ansatte. Vi har haft et historisk sammenhold, som ikke mindst har vist sig på gader og stræder og på de sociale medier. Det har været helt afgørende for, at det lykkes at indgå en god aftale med vores arbejdsgiver, som jeg oprigtigt kan anbefale medlemmerne at stemme ja til”.

Sådan siger Flemming Vinther efter, at der lørdag eftermiddag blev indgået forlig for de 180.000 ansatte i staten. Dermed er der indgået forlig for alle offentligt ansatte, og en konflikt er undgået:

”Vi har aldrig ønsket en konflikt. Derfor er jeg selvfølgelig lettet over, at det ikke blev nødvendigt for at komme i mål med vores tre hovedkrav: Vi har sikret en lønudvikling, som følger den private, og som sikrer reallønsfremgang for alle. Vi har sikret den betalte spisepause som en overenskomstmæssig ret for alle, der har den i dag. Dermed har vi slået fast, at arbejdsgiver ikke kan pille ved vores rettigheder uden at aftale det med os – hverken nu eller i fremtiden. Underviserne fik ikke en ny aftale ved OK18, men vi har sikret, at forhandlingerne ved OK21 vil blive ført på et helt andet og bedre grundlag. Det vil CFU sammen med Forhandlingsfællesskabet være garant for sker. De nye muligheder SKAL bruges”.

KF's formand er glad og lettet

KF’s formand Gert Johansen er også glad for, at alle tre overenskomstområder nu er på plads. Han siger:

“Det er med glæde og lettelse, at samtlige overenskomstområder nu er faldet på plads, og at vi slipper for den omfattende konflikt, som ellers var i sigte. Jeg kan ikke undlade at udtrykke en stolthed over, at vores sammenhold i fagbevægelsen har vist sit værd og styrke. På trods af de helt igennem trælse og besværlige overenskomstforhandlinger, er det lykkes at lande en fin aftale på alle tre forhandlingsområder. Jeg må udtrykke min beundring for vores forhandleres stædige fastholden på vores musketer-ed og troen på, at sammenholdet kunne holde hele vejen. Den største vinder er uden sammenligning den danske model – den model, som vi alle sætter vores lid til kan bringe os sikkert igennem forhandlingerne – det har den gjort, og det er en stærk sejr for den samlede fagbevægelse.”

Selvom alle aftalerne er forhandlet på plads, er der dog et stykke vej endnu, før de er endeligt afsluttet. Gert Johansen forklarer:

”Nu skal vi jo også huske, at det er medlemmerne i fagbevægelsen, der kvalitetssikrer aftalerne, hvilket jo sker gennem den efterfølgende afstemning i de forskellige foreninger. I de følgende dage skal vi forhandle vores egen del af overenskomsten med vores arbejdsgivere i kommuner, regioner og stat, og først når de er afsluttet er forhandlingerne afsluttet. Jeg har dog en forventning om, at de falder på plads relativt uproblematisk, selv om der altid er en risiko for, at det glipper. Og skulle det ske, ja så er der “bestilt" en tur i Forligsinstitutionen. Netop det, at vores egne aftaler skal være på plads, inden det samlede OK18 er på plads, er en del af musketer-eden, som sikrer, at ingen efterlades på perronen, men at vi har fået en løsning for alle.”

Det indebærer forliget

  • Offentligt ansatte får lønstigninger, som sikrer reallønsstigninger, og at den offentlige lønudvikling følger den private. Det er samtidig lykkes at fjerne Corydons forhadte privatlønsværn.
  • Den betalte spisepause er sikret som en overenskomstmæssig ret for alle, der har den i dag. Det vil sige, at arbejdsgivere ikke kan ændre ved spisepausen uden at aftale det ved forhandlingsbordet – hverken nu eller i fremtiden.
  • En kommission på det kommunale område med stærke suveræne beføjelser skal skabe et grundlag for forhandlingerne om en ny aftale om arbejdstid, også for underviserne i staten. Udgangspunktet er, at underviserne skal have rammer, så de kan lykkes med deres vigtige opgave.

Læs forliget

I denne sammenfatning kan du få et dybere indblik i, hvad forliget på Statens område indholder.

Sammenfatning af aftalen på Statens område.pdf