Gå til sidens indhold

KF-formand i Dagens Byggeri: Byggeriet skal have en central plads i klimaloven

I en artikel i Dagens Byggeri kritiserer Konstruktørforeningens formand Gert Johansen, at der ikke er stort nok fokus på byggeriet op til fremsættelsen af en ny klimalov. Han fremhæver bygningskonstruktørerne for at være særligt godt klædt på til den nødvendige klimaomstilling i byggeriet.

”Selvom vi har en byggebranche, der næsten står på hovedet for at blive mere klimavenlig, virker det ikke, som om de ansvarlige politikere er særligt optagede af at mødes med byggebranchen for at drøfte, hvordan byggeriet kan bidrage til den nødvendige omstilling.”

Det siger KF-formand Gert Johansen i Dagens Byggeri 30. oktober 2019 og undrer sig over, at de nylige anbefalinger til en ny klimalov fra Klimarådet ikke har et helt særligt fokus på byggeriet.

”Dagligt hører jeg om nye tiltag og projekter, der vil nedbringe CO2-udledningen, og om hvordan materialer kan og skal genbruges. Og det giver god mening, da byggeriet er en af de brancher, der belaster miljø og klima mest,” siger han.

Bygningskonstruktøren er vigtig i klimaomstillingen

I artiklen fremhæver han også bygningskonstruktøren som en vigtig aktør mod målet om klimaneutralitet i 2050:

 ”Jeg vil tillade mig at fremhæve netop bygningskonstruktørerne som en vigtig brik i det puslespil, der skal lægges, for at vi kan nå i (klima)mål. For konstruktøruddannelsen er nok den uddannelse, der ligger helt fremme i feltet af uddannelser, når det gælder den påkrævede transformation mod et CO2-neutralt samfund. I uddannelsen er indlagt et helt semester, som udelukkende har renovering på dagsordenen. Det giver et stærkt kort til forståelsen af hele det meget svære og komplekse samspil, der er mellem renovering, grøn omstilling, cirkulær økonomi, værdigskabelse og den nødvendige produktivitet, som er en forudsætning for at kunne drive hele omstillingen.”

 Læs hele artiklen i Dagens Byggeri.