Opstart af ny kandidat-uddannelse for konstruktører
Bygningskonstruktører kan nu søge ind på den nye kandidatuddannelse, Arkitekturens Teknologi, på Det Kongelige Akademi – Arkitektur i København. Uddannelsen starter i september 2021 med ansøgningsfrist den 1. marts. Der er informationsmøde online den 9. februar 2021.
Det Kongelige Akademi i København starter i september 2021 en helt ny 2-årig kandidatuddannelse, Arkitekturens Teknologi, som alene er henvendt til bygningskonstruktører.
Ifølge Det Kongelige Akademi bygger uddannelsen på konstruktørens færdigheder og udvikler den studerendes kompetencer til at understøtte den arkitektoniske designproces sammen med arkitekter, ingeniører og andre fagligheder.
Uddannelsen er forsknings- og praksisbaseret, og målet er at give de studerende kompetencer til at sætte deres faglige viden i spil tidligt i byggeprocessen.
"Dermed kan de være med til at sikre den enhed af byggeteknik, konstruktion og arkitektur, som kendetegner arkitektonisk kvalitet og bæredygtige svar på de klima-, ressource- og samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor,” melder Det Kongelige Akademi.
Konstruktørforeningens (KF) formand Gert Johansen hilser den nye uddannelse velkommen:
"Uddannelsen er et resultat af de mange protester, KF havde mod Uddannelsesloftet, hvilket udmøntede sig i en pulje penge, der skulle give konstruktørerne muligheder for videreuddannelse på lige fod med andre faggrupper. Uddannelsen er spændende, fordi den tager afsæt i de styrker konstruktørerne har i forvejen og toner dem i en mere arkitektonisk retning.”
Byggeteknisk basis møder arkitektonisk formgivning
Professor Olga Popovic Larsen, der vil stå i spidsen for uddannelsen, siger:
”Vores mål er at uddanne kandidater, der med afsæt i en stærk byggeteknisk basis kan møde og reflektere arkitektonisk formgivning, så der opstår en stærkere kobling mellem byggeprocessens tidlige hovedgreb og intentioner og det færdige resultat. Vi glæder os meget til at tage imod bygningskonstruktørerne og til at udvikle synergien og forståelsen mellem faglighederne”.
Behov for tværgående viden i byggebranchen
Ifølge Det Kongelige Akademi peger nye analyser på et stigende behov i byggebranchen for videndeling og forståelse på tværs af fagligheder.
”I dag ser man markante værditab af økonomisk, arkitektonisk eller teknisk karakter i byggeprojekter på grund af manglende eller dårlig forståelse parterne imellem. Derfor er det en vigtig ambition, at uddannelsen kan bidrage til at øge forståelsen mellem faglighederne markant,” står der på Akademiets hjemmeside.
Ansøgningsfristen til kandidatuddannelsen er den 1. marts 2021.
Der er informationsmøde online den 9. februar 2021. Program og tilmelding hertil bliver først offentliggjort den 20. januar på Kglakademi.dk.
Adgangskrav
Adgangskravet til uddannelsen er en professionsbacheloruddannelse i bygningskonstruktion.
Hvis Det Kongelige Akademi – Arkitektur får flere ansøgere, end der er pladser, prioriteres ansøgere på baggrund af karaktergennemsnit fra bygningskonstruktøruddannelsen.
I tilfælde af karakterlighed mellem ansøgere, vil motiveret ansøgning og cv indgå i vurderingen.
Du kan læse mere om optagelsesprocessen, og hvad din ansøgning skal indeholde på Kglakademi.dk.
Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til admission@kglakademi.dk.
Uddannelsens indhold & kompetencer
Uddannelsen er opbygget omkring fælles projektundervisning der gradvist udvikler sig mod et afsluttende kandidatprojekt med en meget høj grad af selvstændighed.
- På 1. og 2. semester er der udover projektundervisningen forelæsnings- og kursusbaserede moduler med teori/historie & redskabsfag, hvis indhold knytter sig til den igangværende projektundervisning.
- På tredje semester erstattes moduler fra 1. og 2. semester af tilsvarende faglige discipliner integreret i opgaveløsningen.
Kompetencer: Højt kvalificerede funktioner
Samlet set vil kandidaten efter endt uddannelse have opnået viden, færdigheder og kompetencer til at varetage højt kvalificerede funktioner på arbejdsmarkedet.
Kandidaten har fået udbygget sin faglige viden og selvstændighed, og vil selvstændigt kunne anvende videnskabelig teori og metode inden for såvel akademisk som erhvervsmæssig/professionel sammenhæng.
Læs mere om uddannelsen på Kglakademi.dk.
KF's rolle i udviklingen af uddannelsen
”Uddannelsen er på mange måder et resultat af KF’s indsats. Da uddannelsesloftet, som skabte blindgyder for, at konstruktørerne kunne videreuddanne sig, blev indført, banede KF vejen for den 5-millioner-kroners-pulje, som har finansieret udviklingsarbejdet til uddannelsen. Derudover har vi været i indgående dialog med KADK undervejs om indholdet i den nye uddannelse,” siger KF's kommende formand Kirsten Nielsen i en nyhed fra januar 2020.
Læs mere om KF's rolle i udviklingen af uddannelsenÅbent hus om ny kandidatuddannelse
Det Kongelige Akademi afholder den 9. februar 2021 informationsmøde online om sine kandidatuddannelser i arkitektur og design.
Program og tilmelding hertil bliver først offentliggjort den 20. januar på Kglakademi.dk.