Gå til sidens indhold

Debatindlæg i Politiken: Lad os sammen skabe et nyt grønt energieventyr

15 ledere fra virksomheder, erhvervsorganisationer, fagforbund og ngo’er med tilknytning til byggebranchen har skrevet et debatindlæg i Politiken, hvor de opfordrer de folkevalgte til at tage et politisk ansvar for at få boliger og bygninger med i klimaindsatsen.

Vigtig klimaindsats at energieffektivisere bygningsmassen_FOTO N. Perjesi.jpg
I Danmark bruger vi ikke den energi, vi producerer, tilstrækkelig klogt, mener debatindlæggets 15 forfattere og peger på, at et af de centrale områder, hvor vi bør sætte ind, er i bygningsmassen, ”hvor al for megen energi siver ud, fordi vi ikke foretager de nødvendige grønne forbedringer”. Foto: Nicolai Perjesi

Vores bygninger udgør et kæmpe uforløst klimapotentiale.

Det skriver Konstruktørforeningen sammen med 14 ledere fra virksomheder, erhvervsorganisationer, fagforbund og ngo’er med tilknytning til byggebranchen i et debatindlæg i Politiken 21. maj 2019.

Debatindlægget – der er ”en udstrakt hånd til den kommende regering” og en opfordring til ”mere grøn logik i klimaindsatsen” – fortsætter:

”Til trods for det store potentiale er grønnere bygninger et indsatsområde, som har været massivt underprioriteret. Som et resultat af den seneste energiaftale bliver der politisk slækket på ambitionerne, der mangler mål for indsatsen, og emnet har været fraværende i de hidtidige klimaforhandlinger. Det er en fejl.”

”Energieffektivisering af bygningsmassen handler bl.a. om at efterisolere og renovere bygninger, erstatte forældet teknologi med grønnere og mindre energiforbrugende løsninger, sikre, at byggeriet lever op til de høje energikrav samt en kvalificeret bygningsdrift.”

”Kort sagt handler det om at reducere energispild og forbruge vores energi med omhu. Vores samlede bygningsmasse står for omkring 35 procent af det samlede danske energiforbrug og 20 procent af CO2-udledningen. Det går derfor ikke fortsat at ignorere vores bygningsmasse som et centralt omdrejningspunkt for klimaindsatsen.”

Langsigtede mål for energieffektivisering

Debatindlægget mener, at politikerne bør definere langsigtede målsætninger for energieffektivisering:

”Det er en forudsætning for, at vi som branche kan arbejde systematisk og langsigtet med den grønne omstilling og løfte vores del af ansvaret. En række af vores nabolande har allerede sat ambitiøse mål for deres indsats for effektiviseringer i energiforbruget.”

Medunderskriverne opfordrer også til, at:

  1. Den kommende regering skal gennemføre en ambitiøs renoveringsstrategi, der går på tværs af alle sektorer.
  2. Det offentlige bør være en grøn rollemodelog dermed ”sætte skub i markedet og være med til at inspirere private husejere.”
  3. Der skal etableres en ny, forbedret energispareordning, hvor man kan give målrettede tilskud til tiltag, som ikke ellers vil blive udført.

Læs hele debatindlægget på Politiken.dk.

Ny grøn alliance

Vi skal energieffektivisere bygninger for at få et CO2-frit samfund

KF er med i en ny, grøn alliance, som består af virksomheder, erhvervsorganisationer, NGO’er og repræsentanter fra fagbevægelsen. Alliancens kampagne ’Grøn Logik’ er et klimaopråb til den kommende regering om at satse langt mere på energieffektivisering af boliger, bygninger og industri.

Grøn Logik