Gå til sidens indhold

Få din viden publiceret gennem KF

Konstruktørforeningen (KF) modtager ofte artikler fra konstruktører, som gerne vil have deres viden publiceret gennem KF. For at imødekomme dette behov får konstruktørerne nu mulighed for at få offentliggjort deres viden i KF’s vidensbank, www.bygbart.dk.

Viden Publiceret På KF.Dk Pixabay Oli Götting
Nu er det muligt for flere bygningskonstruktører, undervisere på bygningskonstruktøruddannelsen og konstruktørstuderende at dele deres viden på KF.dk. Dog skal mindst én af forfatterne bag et indlæg/artikel/video være medlem af KF. Foto: Pixabay/Oli Götting

Er du bygningskonstruktør, underviser på bygningskonstruktøruddannelsen, eller læser du til bygningskonstruktør, og har du produceret noget viden, som andre kan få gavn af, får du nu mulighed for også at få dit arbejde publiceret gennem Konstruktørforeningen (KF).

”Vi modtager en del indhold og viden fra bygningskonstruktører, som ønsker at få det offentliggjort gennem foreningens medlemsblad Konstruktøren. Da vi kun udgiver 5 numre af bladet om året, har vi ikke plads til alle de artikler og ideer, konstruktørerne sender til os. Det vil vi gerne lave om på,” siger kommunikationschef i KF Kirsten Andersen og fortsætter:

”Derfor tilbyder KF nu, at disse fagfolk kan få publiceret indhold i KF’s vidensbank, Bygbart.dk, under overskriften ’Viden fra konstruktørerne’. Dog er det en forudsætning, at forfatteren er medlem af KF. Hvis der er flere afsendere, skal mindst én af forfatterne være medlem af KF.”

Viden og form kan være mange ting.

’Viden fra konstruktørerne’ kan bl.a. omfatte:

  • Erfaringer med praktik på studiet (dos and don'ts)
  • Læring fra et byggepladsbesøg
  • Undersøgelser om konstruktørerne, deres kompetencer eller roller i byggeriet
  • Forskning fra uddannelsesstederne om bæredygtighed, materialer eller fejl i byggeriet 
  • Undervisernes erfaring med et bestemt fag fx renovering, LCA og bæredygtighed
  • Erhvervsaktives erfaringer med en bestemt byggeproces eller materiale
  • Erfaring om jobsøgning og lønforhandling – alle de gode tricks.

Sådan publicerer du på Bygbart.dk

Du kan både aflevere dit indlæg som en artikel eller en video. Her er en tjekliste over, hvad du kan indtænke, før du leverer dit indlæg: 

  1. Format: Du kan både levere dit indlæg som færdig video eller pdf-fil. Skriftlige indlæg skal være på maksimalt 4 sider inkl. billeder, men må meget gerne være kortere. Video på højst to minutter.  
  2. Byline: Gør det tydeligt for læserne, hvem der har skrevet indlægget og i hvilken sammenhæng: List fx følgende oplysninger:
    * Navn, studerende, uddannelsessted, semester
    * Navn, underviser, uddannelsessted, evt. specialer og anciennitet
    * Navn, titel, arbejdssted, evt. anciennitet.
  3. Billeder: Husk kun at bruge billeder/optagelser, der ikke bryder ophavsretten. Vær opmærksom på, at billeder fundet på nettet kan være underlagt ophavsret. Sørg også for, at evt. portrætterede personer er med på offentliggørelsen.
  4. Introtekst: Vi har også brug for en kort skriftlig præsentationstekst på højst 15-20 linjer. 
  5. Kontaktinfo: Hvis du ønsker, at andre kan kontakte dig for yderligere spørgsmål, skal du også medsende kontaktinformation.

Send derefter dit indlæg på mail til kf@kf.dk eller kontakt Kirsten Andersen på kido@kf.dk, hvis videoen er for stor til at sende som mail.

Viden fra konstruktørerne

Se hvor og hvordan du har mulighed for at publicere din konstruktørviden:

Del din viden med andre

KF’s medlemsfordele

KF tilbyder medlemmerne en lang række andre medlemsfordele. Alt fra rabat på kurser hos byggeriets kursusudbydere til attraktive bank-, pensions- og forsikringsordninger.

Se alle medlemsfordele