Gå til sidens indhold

Konstruktørernes Dimittendpris 2022: Træbyggeri er ikke altid mere bæredygtigt end beton

Konstruktørernes Dimittendpris går til en gruppe på to for et projekt om et etageboligbyggeri på 6 etager med bærende konstruktioner af massivt træ. Projektet viser både konstruktørens brede faglighed, og at træbyggeri ikke altid er mere bæredygtigt end betonbyggeri. Prisen uddeles 29. oktober 2022 i Horsens. Mød prisvinderne i videoen herunder.

KDP 2022 Rasmus Og Mathias 16 9 FOTO Niels Aage Skovbo
Den centrale ide for Rasmus Schultz Madsen (tv.) og Mathias Kaanbjerg fra VIA UC Aarhus var med dybdegående analyser som fx LCA (livscyklusanalyse) at efterprøve, om projektets 6-etagers boligbyggeri af CLT-træelementer kunne leve op til den nye klimalovgivning, der træder i kraft den 1. januar 2023. Foto: Niels Åge Skovbo

”Dette års vinder af Konstruktørernes Dimittendpris er et gennemarbejdet projekt, som viser, at de studerende har en god forståelse for byggeriets processer og fremtidens krav til det bæredygtige byggeri. Her skal man nemlig både være analytisk og kritisk.”

Det siger medlem af priskomiteen for Konstruktørernes Dimittendpris Morten Frihagen, adm. direktør i Dansk Håndværk, om dette års vinderprojekt, der går til de to nyuddannede konstruktører Rasmus Schultz Madsen og Mathias Kaanbjerg fra VIA UC Aarhus. 

Afgangsprojektet er en bearbejdning af et ikke-realiseret skitseforslag fra CEBRA Architecture for et etageboligbyggeri på 6 etager i Århus, hvor de bærende konstruktioner er af massive træelementer, CLT. Det er første gang, at prisen går til en gruppe.

Træ er ikke altid bæredygtigt nok

Den centrale ide bag projektet er også at efterprøve, om byggeriet kan leve op til den nye klimalovgivning, der træder i kraft den 1. januar 2023, og som stiller krav til både beregning og en maksimum grænse for CO2-aftrykket for nye bygninger på over 1.000 m2.

”Selvom vi i projektet har valgt at bruge massivt træ i stedet for beton i de bærende konstruktioner, viser vores livscyklusanalyse overraskende, at den samlede miljøpåvirkning for byggeriet udleder tre gange mere CO2 end den kommende, maksimale grænse for CO2-udledning på 12 kg. pr. m2 om året,” siger de to prismodtagere og fortsætter:

”Det ville have givet en bedre livscyklusanalyse (LCA), hvis vi i stedet for træ havde valgt bærende konstruktioner af beton. Det skyldes mange ting. Bl.a. medfører særlige brandkrav til træbyggeri på over 4 etager flere krav til supplerende byggematerialer omkring træelementerne, fx gips. Desuden vurderes træ som affald, der skal brændes af, når der er gået 50 år, mens beton har en bedre LCA, fordi det kan genbruges fx som fyld i veje.”

Kort video med prisvinderne

Herunder kan du se videoen med de to prismodtagere Rasmus Schultz Madsen og Mathias Kaanbjerg fra VIA UC Aarhus.

15 nominerede projekter på ekstra højt niveau

Ifølge KF-formand Kirsten Nielsen var alle 15 nominerede projekter fra 8 uddannelsessteder i landet på et højt niveau.

”Feltet af projekter har været på et ekstra højt niveau i år. Det betyder, at alle 15 nominerede i princippet kunne have vundet prisen. Men når nu valget faldt på tomandsgruppen fra VIA Aarhus, skyldes det især, at de ud over at have demonstreret en bred vifte af konstruktørkompetencer også har formået at lave nogle ret dybdegående analyser og beregninger bl.a. omkring LCA. Med disse analyser har de vist en mere fremadskuende, kritisk tilgang til, hvad reel bæredygtighed er og stiller både spørgsmål til, om brugen af træ altid er den mest bæredygtige løsning, og om normen for træ som byggemateriale evt. bør opjusteres.”

De nominerede projekter har en stor spændvidde – fra et nyt plejecenter og en dyrlægeklinik til et bofællesskab for psykisk handicappede og transformation af et laboratorium til et kollegium – ofte med fokus på bæredygtighed. Læs mere og se fotos af de 15 nominerede i Konstruktøren nr. 3 2022.

Konstruktørernes Dimittendpris, der uddeles på KF’s Konstruktørdag den 29. oktober på Hotel Opus i Horsens, består af et rejselegat på 10.000 kr. og et års gratis medlemskab af KF.

KDP 2022 Vinderprojekt
Afgangsprojektet er en bearbejdning af et ikke-realiseret skitseforslag fra CEBRA Architec-ture for et etageboligbyggeri på 6 etager i Århus, hvor de bærende konstruktioner er af massive træelementer, CLT.
KONSTRUKTØRERNES DIMITTENDPRIS

Medlemmer af priskomitéen:

  1. Morten Frihagen, adm. direktør i Dansk Håndværk
  2. Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører
  3. Peter Sattrup, chefkonsulent i Danske Arkitektvirksomheder
  4. Maria Bernard Riise, formand for KF’s Uddannelsesudvalg
  5. Lisbeth Fjordvald, formand for KF’s Byggepolitisk Udvalg
  6. Kirsten Nielsen, formand for KF

Læs mere og se fotos af de 15 nominerede i Konstruktøren nr. 3 2022.

CITATER AF PRISKOMITÉEN

Fokus på analyser og bæredygtighed

Herunder ser du udvalgte citater fra nogle af medlemmerne af priskomitéen om bl.a. Konstruktørernes Dimittendpris, vinderprojektet og konstruktørernes kompetencer.

Maria Bernard Riise, formand for KFs Uddannelsesudvalg:
”Vinderprojektet, der på flotteste vis beviser de klassiske konstruktørkompetencer, lægger meget vægt på analysearbejdet af lyd, lys, brand, skakt og trappekerner, der afdækker særlige problemstillinger med hensyn til materialevalg. Desuden får de også løst detaljer med fokus på de udfordringer, materialevalget medfører.”

Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører:
”Mange af de nyuddannede bygningskonstruktører kommer ud med kompetencer, der er plug-and-play i forhold til de behov, virksomhederne har. Samtidig er det tydeligt, at de nye konstruktører både kan og vil gøre en forskel for både det enkelte projekt og for det samfund, vi lever i. Vinderprojektet fremstår overbevisende med en stærk, analytisk tilgang og en synsvinkel, der viser, at bæredygtighed og bygningers klimaaftryk for alvor er blevet noget, der naturligt er i fokus.” 

Morten Frihagen, adm. direktør Dansk Håndværk:
”Dimittendprisen er en vigtig pris, fordi den sætter konstruktørens kompetencer og rolle i fokus. Prisen gives på det helt rigtige tidspunkt og sender et vigtigt budskab til alle de nyuddannede, som skal ud på arbejdsmarkedet: ’I har nu kompetencerne til at gøre en forskel i byggeriet’.”

Konstruktørernes Dimittendpris

Se tidligere vindere af prisen

I år er det 6. gang, at prisen uddeles. Her kan du se, hvem de tidligere vindere er:

Se prisvindere