Gå til sidens indhold

Penge til efter- og videreuddannelse ligger og venter på konstruktørerne

Bygningskonstruktører i det offentlige – især i kommunerne – har lige nu gode muligheder for at opnå støtte til kurser, konferencer, diplom- og masteruddannelser. Men sæt dig godt ind i krav og regler – og tal altid først med både din TR og leder. Læs mere her.

Coins 912719
Der er guld at hente for alle parter i de offentlige kompetencefonde, hvor det på et år er muligt at få op til 50.000 kr. i støtte til efter- og videreuddannelse. Foto: Pixabay

”Lige nu har bygningskonstruktører ansat på det offentlige område en god mulighed for at søge midler til efter- og videreuddannelse i de offentlige kompetencefonde.”

Det siger chefkonsulent Lili Linnet Olsen og forsætter:

”Kompetencefondene er etableret for at støtte op om efter- og videreuddannelse for flere faggrupper i det offentlige – herunder bygningskonstruktører. Men af en eller anden grund ligger der til tider ubrugte penge og venter – især i den Kommunale Kompetencefond. Så jeg kan kun opfordre de offentligt ansatte konstruktører til at undersøge deres muligheder for at få støtte til kompetenceudvikling i den type fond, de hører til.”

De tre typer fonde er:

  • Den Kommunale Kompetencefond: Kan løbende søges, da der stadig er midler i puljen. Ansøgningsbehandling er 14-30 dage.
  • Den Regionale Kompetencefond: Kan løbende søges, da der stadig er midler i puljen. Ansøgningsbehandling er 14-30 dage.
  • Den Statslige Kompetencefond: Puljen, der hurtigt bliver tømt, åbnes næste gang 3. oktober 2023 og 6. februar 2024. Ansøgningsbehandling er op til 2 måneder, efter at puljen er lukket.

Op til 50.000 kr. i støtte i kompetencefondene

I alle tre slags fonde er der mulighed for at opnå op til mellem 30.000 kr. (diplom-/akademi-/bachelormoduler) og 50.000 kr. (master-/kandidatmoduler) inden for en periode på 12 måneder.

Man kan også få støtte til kurser og konferencer. Typisk op til maks. 5.000 kr. pr. dag, dog maksimalt 20.000 kr. for kursus/konference på fire dage og maksimalt 25.000 kr. for kursus/konference på fem dage eller derover.

Sæt dig godt ind i kravene i ’din’ kompetencefond

Lili Linnet Olsen påpeger, at det er vigtigt, at potentielle ansøgere sætter sig godt ind i informationerne på hjemmesiderne for de tre kompetencefonde.

”Især skal man være opmærksom på, at der er forskellige krav og positivlister til både hvilke typer af uddannelser, og hvilke faggrupper der kan søge de forskellige fonde. Overordnet for alle kompetencepuljer gælder, at ens leder og tillidsrepræsentant også skal involveres i ansøgningsprocessen. Ligesom man skal være opmærksom på, hvornår man tidligst kan søge en uddannelse, og at man aldrig kan få tilskud til en allerede påbegyndt uddannelse/kursus,” siger hun og tilføjer:

”Du er godt hjulpet og kan finde meget nyttigt materiale på de tre kompetencefondes egne hjemmesider. Men finder du ikke det, du leder efter, står KF naturligvis klar til at hjælpe dig.”

Efter- og videreuddannelse

Der er mange muligheder for at udvide dine kompetencer som bygningskonstruktør fra kortere kurser og konstruktørernes lederuddannelse til master-, diplom- og kandidatuddannelser.

Få et overblik over dine mange muligheder for nye kompetencer:

Se mere om efter- og videreuddannelse

OK24-proces er gået i gang

Er du offentligt ansat bygningskonstruktør, kan du følge med på KF.dk/OK24, hvor vi samler alt om overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.

Følg med i OK24