Bliv klædt til fremtidens udfordringer på Konstruktørdag 2026
Programmet for Konstruktørdagen 2026 er nu klar. Under overskriften ”Beredt til fremtidens byggeri” kigger vi frem og ser på, hvordan vi ruster konstruktørerne til fremtidens udfordringer.
Byggebranchen står midt i et historisk skifte. AI, digitalisering og bæredygtighedskrav ændrer måden, vi projekterer, bygger og samarbejder på. Derfor handler Konstruktørdag 2026 om, hvordan vi som konstruktører går fremtiden i møde. Er vi klædt på til at møde digitaliseringen, har vi taget stilling til, hvordan Ai bliver en medspiller i omstillingen, og hvordan skal vi imødekomme nye krav om bæredygtige løsninger?
”Der sker utroligt meget lige nu. Nye muligheder, nye materialer, men også nye krav til byggeriet. Det er en dialog, vi godt vil starte på Konstruktørdag 2026,” siger formand Kirsten Nielsen.
Nye udfordringer og national sikkerhed
”Jeg er stolt af vores program, der virkelig peger frem mod nogle af de konkrete udfordringer, branchen står overfor. Jeg glæder mig fx til at blive klogere på, hvordan de store ambitioner om bæredygtige løsninger bliver til nye krav i BR18, og til en snak om hvordan vi skal møde de udfordringer som konstruktører,” siger Kirsten Nielsen.
Kirsten Nielsen ser også frem til flere oplæg om den nye sikkerhedspolitiske virkelig, Europa står midt i. Her vil der være oplæg om beredskab, om cybersikkerhed og om, hvordan byggeriet bliver en del af den nationale sikkerhed.
Faglige indspark, netværk og strategi
Konstruktørdag 2026 finder sted d. 24. oktober i Vejle.
Her vil vores egen karriererådgiver Sonny Jacobsen invitere til en samtale om konstruktørens arbejdsliv i forandring. Du kan også møde, Lærke Grønnegaard fra NCC, der fortæller om klimakrav på byggepladsen, du kan møde sikkerhedsrådgivere fra Styrelsen for Samfundssikkerhed, og du kan møde Trine de Fine Skibsted fra Dansk Erhverv, der stiller skarpt på cirkularitet i byggeriet.
Det og meget mere finder du på Konstruktørdag 2026.
Første halvdel af dagen er reserveret til faglige oplæg og netværk, herefter afholder vi Konstruktørforeningens Generalforsamling, hvor en ny strategi skal vedtages. Undervejs uddeler vi også Konstruktørernes Dimittendpris 2026 og Konstruktørprisen 2026, inden vi mødes til fest og stand up med Brian Lykke.
Endelig vil vi fejre Konstruktørforeningens 60års jubilæum, så mis ikke denne mulighed for at møde kollegaer og ligesindede.
Vi glæder os.