AMR: "Vi skal droppe Tarzan-mentaliteten"
Arbejdsmiljørepræsentant (AMR) Mark Ashby bruger omsorg overfor sine kolleger i arbejdet med arbejdsmiljø. Det gode arbejdsmiljø kræver, at vi ikke lader arbejdspres drive os til uhensigtsmæssige eller farlige handlinger, siger han.
”Vi gør det godt i Danmark, men der er stadig rigtig meget, vi kan gøre for det gode arbejdsmiljø.” Sådan lyder det fra Mark Ashby, der bygningskonstruktør MAK og projekteringsleder for broer og konstruktioner i Banedanmark, hvor han også er arbejdsmiljørepræsentant.
Ifølge Mark Ashby er der nogle grundlæggende udfordringer for det fysiske arbejdsmiljø i bygge- og anlægsbranchen, hvor de rette værktøjer, påklædning og arbejdsgange bliver afgørende. Men der er desværre, bemærker han, en tendens til at springe nogle led over i en travl hverdag. Men det skal vi gøre op med, siger han:
”Vi skal droppe Tarzan-mentaliteten, hvor vi gør uhensigtsmæssige – eller endda farlige - ting, fordi vi er presset af tid og økonomi. Det kan være fysisk farligt for os, men vi ser også, at mange får stress, fordi tingene skal være billigere og gå hurtigere. Men det kan være svært at sige ’nej’.”
Det gode arbejdsmiljø er, fremhæver Mark Ashby, vigtigt på flere punkter. Når arbejdsmiljøet er i orden, sker der færre fejl, færre budgetoverskridelser, og medarbejderne er mere glade og produktive.
Mark Ashbys egen tilgang som arbejdsmiljørepræsentant er at skrue op for omsorgen:
”Jeg driller mine kolleger ved at sige, at nu tager jeg ’far-kasketten’ på. Jeg har selv tre pigerne, og jeg går til mine kolleger, som jeg går til dem. Jeg fortæller dem, at de skal bruge deres sunde fornuft, og at de aldrig skal tøve med at komme til mig, hvis de er i tvivl eller har begået fejl.”
Selv ser han sig som ambassadør for det gode arbejdsmiljø overfor både ledelse og medarbejdere. Men arbejdsmiljø er, mener han, noget, alle skal bidrage til:
”Som bygningskonstruktør kan man selv bidrage til det gode arbejdsmiljø ved at have en grundlæggende respekt for de forskelligheder, der er på en arbejdsplads. Man skal gøre sig umage for at forstå, hvor andre kommer fra, og man skal ikke være nervøs for uenigheder, så længe man forholder sig lyttende, anerkendende og åbne overfor hinanden”.