Gå til sidens indhold

Nyuddannet fra VIA i Horsens har vundet Konstruktørernes Dimittendpris 2018

Den nyuddannede bygningskonstruktør Frederik K. Oxholm fra VIA i Horsens bliver modtager af Konstruktørernes Dimittendpris 2018, som overrækkes i Fredericia den 27. oktober 2018.

Frederik Oxholm_FOTO C. F. Møller.jpg
Visionen for Frederik Kier Oxholm – der er uddannet på VIA University College, Horsens – er i sit bachelorprojekt at forandre ”mørke, utrygge og tilnærmelsesvist miljøskadelige bygninger til bygninger, der både overholder krav fra bygningsreglementet og fremstår trygge og indbydende.” Foto: C.F. Møller

”Med sit renoveringsprojekt tager Frederik Oxholm fat i en aktuel problemstilling med at forandre potentielle ghettoområder, så de kan tiltrække en mere varieret sammensætning af beboere.”

Det siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen om den 26-årige nyuddannede bygningskonstruktør Frederik Kier Oxholm, der netop er udpeget som vinder af Konstruktørernes Dimittendpris 2018. Bag beslutningen står en priskomite på seks repræsentanter fra byggebranchen heraf tre fra Konstruktør-foreningen.

I alt var 13 dimittender fra otte uddannelsessteder indstillet til Konstruktørernes Dimittendpris, der er indstiftet af Konstruktørforeningen (KF) og består af 10.000 kr. og et års gratis medlemskab i KF. Prisen uddeles den 27. oktober på Hotel Fredericia, i forbindelse med at KF afholder generalforsamling og den årlige Konstruktørdag for sine medlemmer.

Ambitiøst og veldokumenteret projekt

Projektet – som chefkonsulent i Danske Arkitektvirksomheder Tine Weisshappel Holmboe kalder ”et yderst ambitiøst og veldokumenteret projekt” – går ud på at forandre to lejlighedsblokke fra 1970 i Varbergparken i Haderslev til fire punkthuse med 42 lejligheder. Visionen for Frederik Kier Oxholm – der er uddannet på VIA University College, Horsens – er dermed at forandre ”mørke, utrygge og tilnærmelsesvist miljøskadelige bygninger til bygninger, der både overholder krav fra bygningsreglementet og fremstår trygge og indbydende.”

Varbergparken – der løbende er blevet renoveret siden 1994 og blev taget af regeringens ghettoliste i 2010 – står over for en potentiel gennemgribende renovering af netop de to boligblokke, prisvinderen har udarbejdet sit projekt for. Hans projekt, der er en viderebearbejdelse af et ældre ideoplæg fra tegnestuen C.F. Møller, indgår også som en del af overvejelserne.

Brede og interessante projekter

Om dimittendprojekterne siger formand i KF’s Uddannelsesudvalg Maria Bernard Riise:

”De indstillede projekter – der spænder bredt fra fordele og ulemper ved digitale ’smart house’-løsninger og anvendelse af BIM-teknologi i vejprojekter til alternative løsninger for arbejdsmiljø og sikkerhed omkring tunge løft i højder – er interessante og generelt godt gennemarbejdede. Frederik Kier Oxholms projekt står dog særligt frem, fordi det fortæller en positiv historie om at transformere en ghettoagtig bebyggelse til et attraktivt byggeri. Samtidig demonstrerer det bygningskonstruktørens kernekompetencer inden for renovering – hvilket er relevant og vigtigt, da renovering er på dagsordenen i hele verden.”

Læs mere om de 13 nominerede dimittender.

Du kan også læse et portræt af prisvinderen i fagbladet Konstruktøren nr. 5 2018.

Priskomite

Priskomite på seks medlemmer

Vinderen af Konstruktørernes Dimittendpris 2018 er udpeget af en priskomite, som er:

  1. Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri
  2. Tine Weisshappel Holmboe, chefkonsulent i Danske Arkitektvirksomheder
  3. Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører
  4. Maria Bernard Riise, formand for KF’s Uddannelsesudvalg
  5. Lisbeth Fjordvald, formand for KF’s Byggepolitisk Udvalg
  6. Gert Johansen, formand for KF
PORTRÆT I KONSTRUKTØREN NR. 5 2018

Spot på renovering og social bæredygtighed

Læs portrættet af modtager af Konstruktørernes Dimittendpris i 2018, Frederik Kier Oxholm, i fagbladet Konstruktøren nr. 5 2018:

Portræt