Gå til sidens indhold
OK18

Forlig på det offentlige område er på plads

Som du sikkert har set, er der opnået forlig på både kommunernes, regionernes og statens område. Det næste, der skal ske, er, at forligene skal forhandles på plads i organisationerne, og derefter skal du stemme om forliget, hvis du er offentligt ansat.

Demonstration Foto KF.jpg
Foto: KF

De faglige organisationer kunne mandag den 30. april 2018 pakke både slagord, bannere og tilstedeværelse foran Forligsinstitutionen sammen efter, at der weekenden inden var indgået forlig på det offentlige område for både kommuner, stat og regioner.

Konstruktørforeningens formand Gert Johansen er glad for, at både arbejdstagere og arbejdsgivere er blevet enige. Han siger:

”Dejligt, at der er skabt enighed mellem parterne, og at vi har fået en forhandlet løsning. Jeg er ikke i tvivl om, at det, at fagbevægelsen stod sammen i processen, er årsag til, at vi nu er i hus med forlig på alle tre områder. Vores dygtige forhandlere har sikret ’den danske model’, og det er i grunden det bedste ved resultatet.”

Du får ikke 8,1 % lige ned i lommen
Samtlige parter på de tre offentlige områder har aftalt en ramme på ca. 8,1 %, hvoraf noget vil gå til lønstigninger over de næste tre år, noget til sikring af lønudviklingen i forhold til det private arbejdsmarked og noget til forskellige puljer, som fx ligelønspuljen. Indeholdt i de 8,1 % er der også afsat en pulje, som hver enkelt organisation kan anvende til egne forhandlinger fx til lokale lønforhandlinger.

”Forliget skal altså ikke forstås, sådan som DR fremstiller det, når de lægger en lønberegner op, hvor man bare kan gange sin nuværende bruttoløn med 8,1 %. Sådan fungerer det ikke helt,” forklarer chefkonsulent i Konstruktørforeningen (KF) Steen Engelund, der forhandler på vegne af de offentlige ansatte bygningskonstruktører.

Konstruktørforeningens forhandlinger  
Når det er sagt, så er det næste, der skal ske, at KF selv skal forhandle om, hvad den pulje, som er afsat til bygningskonstruktørerne, skal gå til.

”Vi har på nuværende tidspunkt ikke modtaget besked om, hvornår vi skal mødes med arbejdsgiverne, men forhandlingerne skal senest være afsluttet medio maj. Vi håber, at vi kan afslutte forhandlingerne efter et enkelt møde, da vi tidligere har udvekslet krav,” fortæller Steen Engelund.

Du skal stemme om resultatet
Efter afslutning af KF’s forhandlinger vil det samlede resultat blive sendt til afstemning hos de berørte medlemmer. Afstemningen skal være afsluttet inden udgangen af maj. Når alle organisationer har taget stilling til resultatet af OK18-forhandlingerne, vil et samlet afstemningsresultat blive offentliggjort den 4. juni 2018.

Er du offentligt ansat får du en særskilt besked om, hvordan afstemningen foregår.