Gå til sidens indhold
OK18

De offentlige arbejdsgivere varsler lockout

Finansministeriet med Sophie Løhde i spidsen har varslet lockout af de statsansatte medarbejdere fra den 10. april 2018. KF forventer, at kommunerne og regionerne følger trop.

Foto: Pixabay
Offentlige ansatte kan inden længe være forment adgang til deres arbejdsplads, hvis der bliver lockout. Sørg derfor for, at KF har dit private telefonnummer og din private e-mailadresse. Foto: Pixabay.

"Den varslede strejke vil være til meget stor gene for mange danskere," siger Sophie Løhde til Politiken den 7. marts 2018 og fortsætter:

"Derfor har jeg besluttet, at Finansministeriet er nødsaget til at svare igen med en omfattende lockout. Det er et stort skridt, der vil kunne få virkning fra den 10. april. Men det er også en meget alvorlig situation, vi risikerer at stå i om kort tid," siger hun.

Om det siger KF’s formand Gert Johansen:

”Det er vigtigt for mig at sige, at ingen ønsker hverken at strejke eller være lockoutet. Men det er nu engang den eneste knap, vi har for at få arbejdsgiverne til forhandlingsbordet. Sophie Løhde fremstiller det som om, sammenbruddet i forhandlingerne skyldes, at arbejdstagerne ikke ville forhandle. Det har ingen gang på jorden, men er rent spin fra hendes side. Sophie Løhde har ikke på noget tidspunkt villet hverken forhandle eller drøfte vores udspil.”

Lockout rammer en halv million offentlige ansatte

Efter Sophie Løhde har varslet lockout for de statsansatte, forventes det, at kommunerne og regionerne lægger sig i slipstrømmen og også melder ud, at de ville varsle lockout af deres overenskomstansatte. Det betyder, at en halv million offentlige ansatte bliver lockoutet, hvis forhandlingerne ikke kommer på plads inden.

”Vi udtog 10 % af vores medlemmer til at strejke. Arbejdsgiverne svarer igen med at lockoute en halv million af deres egne medarbejdere. Det er jo deres valg, at de vil være til så stor gene for danskerne. Det er en unødvendig skærpelse af fra arbejdsgivernes side, der vil ramme almindelige borgere unødigt hårdt. Men arbejdsgiverne kan jo fortsat nå at sætte sig til forhandlingsbordet, hvilket jeg inderligt håber, at de vil,” siger Gert Johansen.

Parterne er for øjeblikket til fortsatte forhandlinger i Forligsinstitutionen for at opnå et forlig. Kun hvis dette mislykkes, vil der blive tale om strejke og lockout.

Læs mere

KF har oprettet et særligt site på kf.dk, hvor du finder alt, hvad du skal vide om konflikten – hvad enten du skal strejke eller du bliver lockoutet.

OK18: Overenskomstforhandlinger på det offentlige område

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til forhandlingerne, kan du skrive til vores særlige e-mailadresse og få direkte svar af de medarbejdere, der ved mest om forhandlingerne.

ok@kf.dk