Gå til sidens indhold

KF undersøger om konstruktører er udsat for sexisme

Konstruktørforeningen har netop udsendt en anonym spørgeskemaundersøgelse til foreningens medlemmer. Undersøgelsen skal afdække, i hvilket omfang bygningskonstruktører er udsat for sexisme på arbejdsmarkedet eller på studiet.

Spørgsmåltegn COLOURBOX5638062

”Har du som lønmodtager og bygningskonstruktør oplevet uønsket seksuel adfærd eller seksuel chikane mod dig selv på en arbejdsplads?”

Sådan lyder ét af spørgsmålene i den anonyme undersøgelse om sexisme, som Konstruktørforeningen (KF) har udsendt den 24. februar 2021 til næsten 10.000 medlemmer, der både inkluderer erhvervsaktive og studerende.

I undersøgelsen er sexisme defineret som ”fordomme eller diskrimination på baggrund af køn, uanset hvilket køn, sexismen rettes mod.”

Ifølge chefkonsulent Hans Erik Truelsen skal undersøgelsen afdække omfanget af uønsket seksuel adfærd og kønsdiskriminering på bygningskonstruktørernes arbejdsmarked og i deres studiemiljø. Han siger:

”For at kunne varetage vores medlemmers interesser bedst muligt, har vi brug for at kende omfanget af sexismen, og om der er særlige grupper, det går ud over. Det vil også gøre os i stand til bedre at rådgive medlemmer, som bliver udsat for uønsket seksuel adfærd eller kønsdiskrimination.”

Sidste chance for at besvare spørgsmålene i undersøgelsen er tirsdag den 9. marts 2021.

Har du ikke modtaget undersøgelsen?

Har du ikke modtaget undersøgelsen, kan det skyldes, at vi ikke har din korrekte mailadresse.

Kontakt KF, hvis du ønsker undersøgelsen tilsendt.

Kontakt KF