Gå til sidens indhold

Konstantin Lassithiotakis: Tillykke til konstruktøruddannelsen

Når bygningskonstruktøruddannelsen i 50 år har været på forkant med udviklingen, er det bl.a., fordi der altid har været et tæt samarbejde med erhvervslivet.

Konstantin Lassithiotakis_FOTO VIA.png
Bygningskonstruktørerne har kompetencerne til at være en del af alt fra idéfasen, forslagsfasen og udførelsen til driften og vedligeholdelsen af et byggeri, samtidig med at de formår at samarbejde med ingeniører og arkitekter ud fra de teoretiske aspekter i et byggeri og med håndværkere ud fra de praktiske, siger Konstantin Lassithiotakis. Foto: VIA

Af Konstantin Lassithiotakis, direktør for VIA Erhverv

For 50 år siden fik Horsens betroet den ene af landets to byggetekniske højskoler. Ved samme lejlighed blev uddannelsen til bygningskonstruktør revideret og forlænget til 3 ½ år, så den levede op til byggeriets stigende industrialisering og de ændrede vilkår for byggeriets planlægning, projektering og udførelse.

Selvom uddannelsen til bygningskonstruktør er af ældre oprindelse, markerede den begivenhed alligevel begyndelsen på en rejse frem til i dag, hvor bygningskonstruktøruddannelsen fremstår som den største uddannelse til byggeriet og en succeshistorie om en anerkendt og efterspurgt profession – ikke alene i Danmark, men også ud over landets grænser.

Bygningskonstruktører er på forkant og med i det hele

Bygningskonstruktøruddannelsens styrke er, at den altid har været på forkant med udviklingen, fordi uddannelsen har forstået vigtigheden af at arbejde tæt sammen med det erhvervsliv, som den også uddanner til. Uddannelsen har tilpasset sig den store udvikling, der har været i byggesektoren – fra industrialiseringen til internationalt samarbejde, renoveringsopgaver, bæredygtigt byggeri og digitalisering i byggeriet.

En af de ting, der er med til at gøre bygningskonstruktører unikke, er, at de har fingeren på pulsen i alle byggeriets faser. Bygningskonstruktørerne har nemlig kompetencerne til at være en del af alt fra idéfasen, forslagsfasen og udførelsen til driften og vedligeholdelsen af et byggeri. Samtidig forstår bygningskonstruktørerne at begå sig både i samarbejde med ingeniører og arkitekter i forbindelse med de teoretiske aspekter i et byggeri og i samarbejde med håndværkerne, når teorierne skal eksekveres i praksis på byggepladsen.

Bygningskonstruktører er gode byggeledere

Bygningskonstruktørerne har fået det velfortjente ry, at de er de bedste byggeledere, der findes. Og det er der en grund til. De forstår nemlig at arbejde helhedsorienteret ud fra en kontekst, hvor de tænker kvalitetssikring, byggepladsorganisering og ledelse ind i deres arbejde.

Uddannelsen har vokset sig stærk

Bygningskonstruktøruddannelsen på VIA University College har i de sidste 50 år vokset sig stærk. Uddannelsen er blevet en af grundstenene i VIA University College. Det er en af de uddannelser vi er kendt for. I dag har vi ca. 1.750 studerende fordelt på vores campusser i Holstebro, Horsens og Aarhus. I Horsens og Aarhus udbyder vi uddannelsen på både dansk og engelsk – under navnet Architectural Technology & Construction Management.

Men vi er også meget bevidste om, at bygningskonstruktørernes historie og succes forpligter. Vi skal hele tiden stille krav til os selv om at præge udviklingen proaktivt, at ’bygge ovenpå’ og ikke mindst at udfordre og rykke grænser.

Der vil fortsat være mange spændende opgaver for bygningskonstruktørerne i fremtiden. Byggeri og anlæg er omdrejningspunktet for flere af de megatrends, som uden tvivl vil fortsætte i mange år endnu. Samtidig er bygningskonstruktørerne en nøgleprofession i forhold til at skabe miljømæssigt bæredygtige boliger og byer.

De opgaver glæder vi os til at arbejde med og tilpasse uddannelsen til, så den forbliver vedkommende og relevant.

Artikler om bygningskonstruktørernes betydning

KF har bedt fem fremtrædende personer i byggebranchen her på Kf.dk at fortælle, hvilken betydning, de synes, bygningskonstruktørerne og deres uddannelse har. Ud over Konstantin Lassithiotakis, direktør for VIA Erhverv, er det:

Læs mere
KF-nyhed: Bygningskonstruktøruddannelsen bliver 50 år