Gå til sidens indhold

Urafstemning: Ja til fuldtidsbetalt næstformand i KF fra 1. januar 2019

KF’s medlemmer har stemt for forslaget om en medlemsvalgt fuldtidsnæstformand, der kan starte sit hverv pr. 1. januar 2019. Interesserede kandidater skal stille op senest 1. september 2018.

Betalt KF-næstformand_FOTO Nicolai Perjesi.jpg
Foto: Nicolai Perjesi

Fra den 1. januar 2019 har Konstruktørforeningen (KF) ud over en betalt fuldtidsformand også en fuldtidsfrikøbt og medlemsvalgt næstformand.
 
Det er resultatet af urafstemningen i november 2017, hvor 78 procent af de medlemmer, der stemte, vedtog bestyrelsens forslag om en ny næstformandsrolle. 17 procent stemte imod og 5 procent stemte blankt.

Baggrunden for forslaget om en betalt næstformand var, at KF har svært ved at følge med alle de tilbud, KF får om medindflydelse i både byggefaglige sammenhænge, fagbevægelsen, internationale organisationer og det politiske liv.

KF-formand ser frem til sparringspartner på fuldtid

KF-formand Gert Johansen glæder sig over afstemningsresultatet:

”Jeg er glad for, at KF nu får en medlemsvalgt politisk ledelse på to personer på fuld tid. Det vil være med til at styrke den store indflydelse, vi har opnået, og som det har krævet hårdt arbejde af mange KF-medlemmer at opnå. For at bevare og udvikle vores indflydelse er det vigtigt, at vi hele tiden kan byde ind med viden og faglighed i de fora, vi deltager i. Så jeg ser frem til, at vi fra starten af 2019 har ekstra muskelkraft, som kan være med til løfte alle de opgaver, der venter – fra at sikre kvalitet, sikkerhed og kvalifikationer i byggeriet til at garantere medlemmerne gode løn og arbejdsforhold.”

Interesserede kandidater – der skal være medlemmer af KF – skal have meldt deres kandidatur senest 1. september 2018 kl. 15. En urafstemning ultimo oktober 2018 og 10 dage frem afgør, hvem der bliver KF’s første fuldtidsnæstformand.

Læs mere om baggrund og jobbeskrivelse på KF.dk/naestformand