Gå til sidens indhold
OK18

LO indgår aftale midt i forhandlingerne

LO har indgået en aftale med regionerne, som ikke er en fælles forhandlet løsning for stat, kommuner og regioner, som fagbevægelsen ellers havde givet hinanden håndslag på. Det stiller forhandlingerne i en helt ny situation.

Foto: Phillip Davali
Foto: Phillip Davali

Der var piften og buh-råb foran Forligsinstitutionen, da Dennis Kristensen ankom til forhandlingerne om morgenen den 25. april. Ved 2-tiden natten før indgik han nemlig på vegne af LO (FOA, HK og Socialpædagogerne) en overenskomstaftale med regionerne uden, at der var landet aftaler for FTF (som KF er del af) og Akademikerne.

Situationen skuffer

Det sender overenskomstforhandlingerne ud i en helt ny situation. Om den siger chefforhandler Anders Bondo Christensen, som repræsenterer KF ved forhandlingerne, til DR:

”Jeg synes ikke, at aftalen er god nok, for så havde jeg selv indgået den. Et delforlig er ikke godt nok. Det er ingen hemmelighed, at jeg ønskede, at vi lavede et samlet forlig. Nu forsøger vi, om vi stadigvæk kan nå i hus alle sammen på de andre områder.”

KF’s formand Gert Johansen er også skuffet over LO’s enegang. Han siger:

”Jeg er helt enig med Anders Bondo og alle dem, der stod foran forligsinstitutionen og tilkendegav deres utilfredshed med det delforlig, Dennis Kristensen indgik på vegne af LO. Særligt trist er det, at de penge han har fået til sit ligeløns- og lavtlønsprojekt er sponsoreret af os andre. Og det havde været fint, hvis han så var forsat med at stå skulder ved skulder. Grunden til, at det er vigtigt at stå sammen, er, at alle faggrupper – også bygningskonstruktørerne – kan få brug for den fælles solidaritet.”

Fusionen får skrammer

Gert Johansen er skuffet over LO’s enegang på flere planer. Det er ikke længere tid siden end den 13. april 2018, at LO og FTF fusionerede til en samlet hovedorganisation. Derfor mener Gert Johansen, at man kunne forvente lidt mere solidaritet fra LO.

”Det er jo tankevækkende, at det kun er små 14 dage siden at vi ”giftede os” med LO og svor hinanden troskab – dog uden KF´s velsignelse. Men knap er ægteskabet indgået, før vores nye ægtefælle er ”utro”.  Det må da vække en vis betænkelighed hos dem, der var blindt forelsket.”

Selvom der er en landet en aftale på regionernes område, er der stadig risiko for storkonflikt, hvis ikke der også bliver landet aftaler på det kommunale og statslige område.

”Vi må bare afvente udviklingen i forhandlingerne og ruste os med tålmodighed,” siger Gert Johansen.