Gå til sidens indhold

Omfattende mangel på bygningskonstruktører

Den seneste opgørelse over arbejdsmarkedsbalancen viser, at der er mangel på bygningskonstruktører i syv af landets otte beskæftigelsesregioner. Det vil medføre endnu flere flaskehalsproblemer i byggeriet, siger Konstruktørforeningens formand Gert Johansen.

(Arbejdsmarkeds)balance FOTO Pixabay.png
Foto: Pixabay

Der er mangel på bygningskonstruktører i syv ud af landet otte beskæftigelsesregioner.

Det kan ses af den seneste opgørelse af arbejdsmarkedsbalancen – som viser jobmulighederne i Danmark, fordelt på ca. 900 stillingsbetegnelser.

Arbejdsmarkedsbalancen – der opgøres hvert halve år af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering – kan bruges af den enkelte jobsøgende til at tjekke, hvor der er gode jobmuligheder.

’Omfattende mangel’ på Bygningskonstruktører

Ifølge Konstruktørforeningens formand Gert Johansen er der grund til at være bekymret over den seneste opgørelse over arbejdsmarkedsbalancen.

”Det er selvfølgelig godt, at vores medlemmer er så efterspurgte, både fordi der dermed er jobgaranti for alle bygningskonstruktører, og fordi det er udtryk for en anerkendelse af uddannelsen. Men det er kritisk, når der i syv ud af otte regioner er ’mangel på arbejdskraft’ – hvilket i virkeligheden skal tolkes som ’omfattende mangel på arbejdskraft’, da det ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kræver fire regioner med ’mangel på arbejdskraft’ for at få denne betegnelse,” siger Gert Johansen.

Fare for flaskehalse på bygningskonstruktør-området

Den nye arbejdsmarkedsbalance kommer ikke bag på Gert Johansen.

”Vi har i KF i de sidste par år set flere tegn på flaskehalse på området for bygningskonstruktører. Enhver form for flaskehals inden for byggeriet vil blokere for både vækst og produktivitet. Derfor er det vigtigt, at der ikke lægges hindringer i vejen for uddannelsesmulighederne for både nuværende og kommende bygningskonstruktører som bl.a. uddannelsesloftet, der på mange måder begrænser byggeriet," siger Gert Johansen og fortsætter:

"Fx har bygningskonstruktører generelt en højere alder, før de er færdige med uddannelsen, da mere end halvdelen først har taget en håndværksuddannelse. En karantæne på seks år, før man på grund af uddannelsesloftet som bygningskonstruktør kan videreuddanne sig til arkitekt eller ingeniør – eller omvendt: arkitekter og ingeniører kan uddanne sig som bygningskonstruktører – blokerer for de kompetencer, det stadig mere komplekse byggeri i stigende grad efterspørger.”

Alle kan gå ind og tjekke arbejdsmarkedsbalancen

Ved hjælp af en søgefunktion kan alle gå ind på arbejdsmarkedsbalancen og se jobmulighederne for både enkelte stillinger og for en erhvervsgruppe – fx bygningskonstruktører eller sygeplejersker.

Man kan også indsnævre sine søgeresultater til kun at vise de valgte jobmuligheder i udvalgte regioner eller vise stillinger med fx kategorien ’gode jobmuligheder’.

Du kan selv gå ind og tjekke, hvordan jobsituationen er i din region på Arbejdsmarkedsbalancen.