Gå til sidens indhold

Statsansattes betalte frokostpause er i fare

KF og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) mener, at det er et overenskomstbrud, når Finansministeriets i et brev til forhandlerne for de 180.000 statsansatte skriver, at den betalte frokost kun er et personalegode. CO10 opfordrer innovationsminister til "et mere frugtbart samarbejde".

Frokostpause_CFU.jpg

Dagbladet Politiken kører i øjeblikket en række artikler om, at de statsansattes overenskomstmæssige ret til betalt frokostpause er under angreb.

”Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet har i et brev til forhandlerne for de 180.000 statsansatte gjort det klart, at den betalte frokost er et personalegode. Og et personalegode kan forsvinde igen,” skriver avisen.

Meldingen fra Finansministeriet om den betalte frokostpause kommer lige før, der skal forhandles overenskomst for netop de statsligt ansatte.

Finansministeriet begår overenskomstbrud

Om brevet fra Moderniseringsstyrelsen siger formand for Konstruktørforeningen (KF) Gert Johansen:

”Mange bygningskonstruktører, der arbejder i staten, er ansat efter tjenestemændenes arbejdstidsregler. I de regler er det aftalt, at man har ret til en halv times betalt frokostpause. Det er med andre ord et overenskomstbrud, hvis innovationsminister Sophie Løhde – der har ansvar for Moderniseringsstyrelsen – uden videre vil fjerne pausen. Det vil vi selvfølgelig reagere skarpt imod, fordi vores medlemmer dermed vil få 2,5 times længere arbejdsuge.”

Gert Johansen opfatter meldingen fra Moderniseringsstyrelsen som et slag mod ‘Den danske forhandlingsmodel’.

”Finansministeriets udspil – der kommer lige før, at overenskomstforhandlingerne er gået i gang – er et eklatant brud på den årelange tradition, vi har med, at så væsentlige ændringer som fx at øge arbejdstiden, bliver forhandlet og aftalt mellem parterne. Dertil kommer, at dette ’bagholdsinitiativ’ vil have en negativ effekt på de statslige medarbejderes loyalitet og arbejdsglæde.”

CFU: De statsansatte skal ikke betale for underfinansiering af staten

I en pressemeddelelse udtaler Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) – som repræsenterer de 180.000 ansatte i staten via Akademikerne, Lærernes Centralorganisation, CO10 og OAO-Stat:

”Retten til betalt frokostpause, således som den administreres på statens arbejdspladser, er en del af den samlede pakke for statens ansatte og dermed en integreret del af overenskomstgrundlaget.”

”At skiftende regeringer vælger at underfinansiere den offentlige sektor er slemt nok, men at forestille sig, at økonomien skal bringes i balance ved at forringe vores medlemmers vilkår, det står vi simpelthen ikke model til. Nok er nok!”

Ifølge formand for CFU Flemming Vinther er brevet til de statslige forhandlere seneste skud på stammen af løbende forringelser af de statsansattes vilkår – som bl.a. omfatter opsigelsen af de tre betalte fridage for flere grupper og stillingsopslag, hvor betalt spisepause optræder på linje med personalegoder som frugtordninger og massage.

Moderniseringsstyrelsen afviser kritik om at afskaffe betalt frokostpause

På sin hjemmeside afviser Moderniseringsstyrelsen at ville sløjfe den betalte spisepause og skriver bl.a.:

”Moderniseringsstyrelsen har ikke taget initiativ til at sløjfe medarbejdernes betalte spisepause. Det er helt op til ledelsen på den enkelte arbejdsplads, om medarbejderne skal tilbydes betalt spisepause eller ej.”

”Uenigheden med de faglige organisationer består derfor udelukkende i, om betalt spisepause er en overenskomstsikret ret eller en kutyme på de enkelte arbejdspladser.”

Hertil siger Gert Johansen:

”I bund og grund er det ligegyldigt, om det Moderniseringsstyrelsen eller den enkelte statslige arbejdsplads, der skal eksekvere at sløjfe den betalte frokostpause. Det er blot en akademisk, nærmest fiktiv, diskussion. For som part i overenskomstaftalen kan Moderniseringsstyrelsen jo pege på, at det er et overenskomstbrud at afskaffe den betalte frokost og bede deres arbejdspladser om at rette ind og ikke lave deres egen fortolkning af vores fælles aftale. Det er under alle omstændigheder uheldigt, at styrelsen kommer med en sådan udmelding, samtidig med at overenskomstforhandlingerne, OK 18, er i sin vorden!”

Læs CO10’s udtalelse til innovationsminister Sophie Løhde i boksen herunder.

Få et overblik over forløbet omkring overenskomstforhandlingerne 2018 for de offentligt ansatte

ÅBENT BREV TIL MINISTER

Udtalelse fra CO10’s repræsentantskabsmøde 6. november 2017

Repræsentantskabet for CO10 – som KF er medlem af – vedtog den 6. november 2017 en udtalelse til innovationsminister Sofie Løhde:

”CO10’s repræsentantskabsmøde tilkendegiver, at vi ser ind i en samfundsøkonomi med vækst og plads til lønstigninger, der skal mærkes, også for de statsligt ansatte.

På repræsentantskabsmødet udtaler CO10, at den danske model er udfordret, og at OK18 derfor ser rigtig vanskelig ud. Vi håber at møde dig som en forhandlings-modpart, der er oprigtigt indstillet på at løse de fælles udfordringer.

Problemerne hober sig op:

  • På underviserområdet har der ikke siden 2011 været fair, frie og reelle forhandlinger om arbejdstid.
  • Moderniseringsstyrelsen mener uretmæssigt, at de lokale arbejdsgivere kan opsige den betalte frokostpause. 
  • Adskillige ministerier har opsagt et antal betalte fridage.
  • Tillidsrepræsentanterne bliver ikke i fornødent omfang inddraget om kommende ændringer på arbejdspladsen.
  • Og vigtigst af alt: Vi møder en modpart i form af Moderniseringsstyrelsen, der på ingen måde synes at kunne se idéen med fælles løsninger på fælles udfordringer. Vi møder en modpart, der ikke synes at anerkende den danske model. Vi møder en modpart, der ikke synes at se værdien af at behandle medarbejderne med respekt og omtanke.

CO10 prioriterer lønstigninger, og vi kan ikke gå ud af OK18 uden at have konstruktive forhandlinger, der fører til løsninger på de problemer, der har ophobet sig og uden at have etableret et mere frugtbart samarbejde med dig og din styrelse.”