Gå til sidens indhold

Vejledning skal forebygge for stort arbejds- og tidspres

Arbejdstilsynet har udarbejdet en ny vejledning, som skal beskytte ansattes helbred mod et for stort arbejds- og tidspres. Få gode råd – også til hvordan arbejdspladser kan forbedre det psykiske arbejdsmiljø for nyansatte unge.

AT Kampagne 16 9
Illustration: Arbejdstilsynet

”At forebygge stress som følge af stor arbejdsmængde og tidspres kræver en vedvarende, fælles indsats fra både ledelse og medarbejdere på arbejdspladsen.”

Det skriver Arbejdstilsynet (AT) i et særligt kampagnetema på sin hjemmeside, ’Stor arbejdsmængde og tidspres’, der skal være med til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.

Anledningen til kampagnen er, at Arbejdstilsynet har udgivet vejledningen, ’Stor arbejdsmængde og tidspres’ – som ”handler om arbejdsgiverens vigtigste pligter i forhold til stor arbejdsmængde og tidspres, og hvordan arbejdspladserne kan arbejde forebyggende med denne påvirkning.”

3 gode råd om arbejdsmængde og tidspres

Kampagnen på AT’s hjemmeside kommer bl.a. med 3 råd til, hvordan du som medarbejder kan være med til at skabe balance mellem arbejdsmængde og tid:

  1. Hold øje med, om der er balance mellem din arbejdsmængde og den tid, du har til opgaverne.
  2. Spørg og lyt til, hvordan dine kolleger har det med deres arbejde. Er der fx nogen, der har et stort arbejdspres og tit springer pauser over?
  3. Sig til, hvis du eller dine kolleger har problemer med stor arbejdsmængde og tidspres. Du kan fx tale med din leder eller din arbejdsmiljørepræsentant om, hvordan I kan få hjælp til opgaveløsningen og prioritering. Din arbejdsgiver har pligt til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø og forebygge stress.

For meget arbejde og tidspres har mange negative følger

Stor arbejdsmængde og tidspres kan ifølge AT bl.a. have disse konsekvenser:

For medarbejderne:

  • Koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer og manglende overblik.
  • Øget risiko for arbejdsulykker.
  • Nedsat humør og øget irritabilitet.
  • Oplevelse af faglig utilstrækkelighed.
  • Tendens til at isolere sig socialt og manglende overskud til aktiviteter uden for arbejde.
  • Svært ved at slippe tanker om arbejdet uden for arbejde.
  • Søvnproblemer.
  • Langvarig stress.
  • Angst og depression. 

For arbejdet:

  • Der er vigtige opgaver, som ikke bliver udført, eller vigtige frister, som ikke bliver overholdt.
  • Det fastsatte service- eller kvalitetsniveau bliver ikke overholdt.
  • Der sker fejl i arbejdet.
  • Der er konflikter eller samarbejdsproblemer internt i virksomheden eller kritik af det udførte arbejde fra ledelse og kollegaer.
  • Der er konflikter med borgere og kunder eller kritik og klager over det udførte arbejde fra borgere og kunder.
  • Der er arbejdsulykker eller nærved-ulykker.
  • Der er højt sygefravær eller høj personaleomsætning.

Kampagne om psykisk arbejdsmiljø for unge

’Giv unge en god start’ er en anden kampagne, som de 5 Branchefællesskaber for Arbejdsmiljø (BFA) netop har lanceret på hjemmesiden Ungmedjob.dk for at ”give opdrift i det psykiske arbejdsmiljø”.

5 anbefalinger, der kan gavne en god modtagelse af unge nyansatte, er:

  1. Vær gode rollemodeller
  2. Læg en plan for den første tid
  3. Inviter til dialog
  4. Klare krav og forventninger
  5. Giv konstruktiv feedback

Hvert punkt er yderligere uddybet på Ungmedjob.dk.

AT-kampagne

Gode råd om at mindske arbejdspres og stress

Få gode råd om, hvordan du kan forebygge stress som følge af en stor arbejdsmængde og tidspres:

Forebyg stress
AT-vejledning

Stor arbejdsmængde og tidspres

AT-vejledningen ’Stor arbejdsmængde og tidspres’ handler om arbejdsgiverens vigtigste pligter i forhold til stor arbejdsmængde og tidspres, og hvordan arbejdspladserne kan arbejde forebyggende med denne påvirkning i det psykiske arbejdsmiljø.

Download:

AT-vejledning
PFA SUNDHEDSLINJE

Få hjælp med sundhedsproblemer

Kontakt PFA Sundhedslinje, hvis du har fysiske eller mentale sundhedsproblemer, som du gerne vil have støtte og hjælp til – som fx stress eller for meget hjertebanken.

Tilbuddet gælder ALLE KF’s medlemmer frem til 31. december 2021.

Ring til PFA på tlf. 70 26 99 70 (man-tors kl. 8-16.30, fredag kl. 8-16). Læs mere:

Sundhedslinje
BFA-Kampagne

Tag godt imod de unge

En god modtagelse på det nye job er også en god start på et velfungerende arbejdsliv – og et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Udover at man dermed får mere engagerede medarbejdere, kan arbejdspladsen også lære noget af den unges friske øjne.

Læs mere på den særlige hjemmeside, som de 5 Branchefællesskaber for Arbejdsmiljø har oprettet:

Ungmedjob.dk