De første konstruktører med titlen cand.tech.arch. er på banen
21 bygningskonstruktører er de første til at smykke sig med titlen cand.tech.arch., efter at de har afsluttet den 2-årige overbygningsuddannelse Arkitekturens Teknologi på Det Kongelige Akademi. Se deres afgangsprojekter både digitalt og på en stor udstilling frem til 17. august 2023.
Vådrumstegl af genanvendt byggeaffald, halmballer som konventionelt byggemateriale, reduktion af klimaaftrykket med fletsten i skalmuring og brug af bionedbrydeligt affald til at skabe byggesten.
Det er nogle af de emner, som afgangsprojekterne handler om for det første hold bygningskonstruktører på kandidatuddannelsen Arkitekturens Teknologi, cand.tech.arch., på Det Kongelige Akademi i København.
I alt er 21 konstruktører – nu cand.tech.arch. – dimitteret og deres afgangsprojekter kan ses på afgangsudstillingen NEW Design & Architecture i arkitektskolens udstillingssal, Meldahls Smedie.
Udstillingen, der omfatter i alt 250 afgangsprojekter fra alle dette års dimittender på Akademiet, kan ses frem til 17. august 2023. Dog er der sommerferielukket 10.-30. juli.
Afgangsprojekter har fokus på grøn omstilling
Om udstillingen siger rektor på Det Kongelige Akademi Lene Dammand Lund:
”Et besøg på årets afgangsudstilling efterlader én motiveret og med fornyet energi. Hvert og ét af projekterne har potentiale til at medvirke til de ændringer i vores vaner og kultur, der er centrale for at komme i mål med den nødvendige omstilling, som FN’s Verdensmål også anviser vejen for.”
Legater til tre cand.tech.arch.-dimittender
Tre af de nye cand.tech.arch.’er fik ved deres dimission udover et uddannelsesdiplom også overrakt et legat:
Beata Szczurek modtog Duravits Rejselegat for sit projekt ’Geopolymer Vådrumstegl’, mens Sander Løkkegaard Benner og Sebastian Bernhard Seipelt modtog Månsson legat for deres projekt ’At bygge til en voksende befolkning på en begrænset planet’.
Fagbladet Konstruktøren nr. 1 2023 skrev i øvrigt om Sander Løkkegaard Benner og en anden dimittend, Jerry René Petersen, og om deres oplevelser og udbytte af at gå på overbygningsuddannelsen.
KF: Cand.tech.arch.'er er centrale for bæredygtigt byggeri
Konstruktørforeningens formand, Kirsten Nielsen, der også var tilstede ved dimissionen, siger om kandidatoverbygningen:
”Det er dejligt at se, at Konstruktørforeningens samarbejde med Det Kongelige Akademi om tilblivelsen af cand.tech.arch-uddannelsen nu viser sit fulde udbytte, og at der er kommet dygtige kandidater ud, som har fokus på bæredygtighed og grøn omstilling.”
”Jeg er helt enig med rektor i, at afgangsudstillingen viser dimittendernes evner til at skabe nytænkning og innovation i byggeriet. Det vækker hos mig i hvert fald begejstring og tro på, at konstruktørerne og cand.tech.arch.’erne vil blive centrale aktører i fremtidens bæredygtige byggeri. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde omkring uddannelsen og den tætte dialog med dimittenderne.”
Oplev afgangsprojekterne digitalt
Se hvilke problemstillinger, de nyuddannede cand.tech.arch.’er har arbejdet med i deres afgangsprojekter.
Se afgangsprojekterKandidatuddannelsen Arkitekturens Teknologi
Kandidatuddannelsen Arkitekturens Teknologi (cand.tech.arch.) har været udbudt i to år og henvender sig til bygningskonstruktører.
Uddannelsen er forsknings- og praksisbaseret og giver de studerende kompetencer til at sætte deres faglige viden i spil tidligt i byggeprocessen og sikre en enhed af byggeteknik, konstruktion og arkitektur, som går op i en højere enhed med arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed.
Mere info på Kglakadedemi.dkUdstillingen NEW Design & Architecture
Udstillingen NEW Design & Architecture omfatter i alt 250 afgangsprojekter fra dette års dimittender på Det Kongelige Akademi – heriblandt også projekterne fra de første 18 bygningskonstruktører, der har taget kandidatuddannelsen Arkitekturens Teknologi, cand.tech.arch.
Udstillingen kan ses i arkitektskolens udstillingssal, Meldahls Smedie, frem til 17. august 2023. Dog er der sommerferielukket 10.-30. juli.
Læs mere om NEW Design & Architecture